Kære alle
Endnu en onsdag, endnu en onsdagssejlads og endnu en gang fire både på vandet ud for Nørrekås fra Rønne Sejlklub. Denne gang i meget let vind, der dog afslutningsvis friskede lidt op, så loggen fik lov at snuse til 4-5 knob. Jeg fristes også til at skrive, at det endnu en gang var velkendte bådnavne, man kunne se på den blå hylde. Thetis, Zephyr og Molli er faste gengangere, mens Spray stævnede ud for anden gang i træk. Jeg skal hilse og sige, at der er plads til flere både på vandet ;)
Denne gang havde vi også et nyt medlem af klubben med på vandet. Martin fik således lov at gaste på Molli, så det med sejlbåd og sejlads kunne erfares fra første parket. Velkommen til Martin - måske der ligger et bådkøb og lurer i horisonten?
Husk at onsdagssejladserne fortsætter sommeren over, så god sommer til alle medlemmer.